Køb kopivarer og mist din anstændighed!

1-Buy-Street-Fashion-_EUDORA-Fake-Cc-Sweater-black_grande
Læste for ikke så lang tid siden et rigtig godt indlæg om kopivarer her. Indrømmet, da jeg var yngre og ferierede den i blandt andet Alanya, var jeg bestemt ikke bleg for at købe en tarvelig LV taske med hjem. Men hvem fanden prøvede jeg at narre? Alle med bare lidt omløb i hjernen ved da godt, at en teenager fra Aalborg ikke render rundt med en ægte LV taske.

I dag har jeg det generelt meget stramt med tøj, sko og tasker, hvor man på flere kilometers afstand kan se, hvilket mærke der er tale om. Bevares, hvis alle pludselig skal til at gå i sko fra Giuseppe Zanotti og spanx fra Balmain, så er der selvfølgelig nogle, der ikke har råd til at være med, og derfor må ty til kopivarer. SUK!

At kopivarer er lort, dårlig kvalitet og tarveligt er én ting. Hvis du ikke har råd, så lad dog være med at prøve at signalere noget, du ikke er. Det er langt mere flatterende at turde være sig selv i stedet for bare at være et kvæg i flokken.

Hvis du så alligevel ikke kan dy dig for at være et kvæg i flokken og bare må eje en kopivare, så lov mig at tænke over det her. Kopivareindustrien er en beskidt branche, og mange tror fejlagtigt, at der er tale om små familier, der forsøger at tjene lidt ekstra til dagen og vejen. Men det er langt fra sandheden. Derimod er der i aller højeste grad tale om organiseret kriminalitet.

Det er ikke helt almindelige mennesker, der står bag kopivareindustrien og som blot bøjer reglerne for etik en smule i deres valg af produkter. Det er nogle ubehagelige mennesker, som man i dén grad bør gøre en indsats for ikke at støtte. Kopivarerne er ofte produceret af børnearbejdere under kummerlige forhold. Søg fx. på Google, og du vil let kunne finde artikler der vidner om politiaktioner, hvor der blandt andet blev afsløret børnearbejdere, som havde fået brækket benene og efterfølgende fået dem bundet fast, så de ikke kunne vokse sammen, fordi børnene havde givet udtryk for, at de ville ud at lege.
For at nævne nogle af de mere kendte terrorgrupper er både Hizbollah og Al-Qaeda kendt for at hive penge hjem via kopivareindustrien. Det er en nem og forholdsvis risikofri måde at tjene penge på, fordi folk netop ser kopivarebrachen for værende “uskyldig” kriminalitet.
Så næste gang du er på ferie og står med en fake Louis Vuitton, Chanel eller Gucci taske i hånden eller er par suuuuper qute børnesko fra Nike, så tænk på, hvem du vælger at støtte og vælg i stedet at sætte lortet fra dig.
 2350665
med emneordet , , , , , ,

Vaccinationer – skal, skal ikke…

untitled

Jeg er en af de mødre, der er helt enormt meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal lade mit barn MFR vaccinere eller ej (uha uha uha!!!) Læste for nylig et blogindlæg på lortemor.dk, der handlede om vaccinationer. Det var ikke så meget selve blogindlægget der gjorde mig noget forundret og stødt på min intellekt og evner som mor, men mere argumenterne folk kom med derinde. Hvis man som forældre havde taget den beslutning, at man ikke ville lade sit barn vaccinere, måtte man jo være dum, uden uddannelse, udenfor pædagogisk rækkevidde, hjernedød, uduelig etc etc etc. Men kommentarerne kommer sandsynligvis fra de samme folk, der i sin tid har kaldt lortemor for en dårlig mor, så jeg tager al deres bitch slamming med sindsro.

Enough said!

For mig er vaccinationer ikke enten eller. Jeg mener, at risikoen for alvorlige bivirkninger ved vaccinationer skal afvejes i forhold til risikoen ved selve sygdommen, hvis (HVIS) der støder alvorlige komplikationer til. Og nej, jeg er ikke læge, men jeg er et selvstændigt tænkende individ, der gerne vil sætte mig grundigt ind i tingene, inden jeg tager en endegyldig beslutning på mit barns vegne.

Der findes mange børn som på en eller anden måde ikke tåler vacciner. Har læst spalte op og spalte ned, og især vaccinationsforum har været velbesøgt i min søgen efter et svar. Min største bekymring går på aluminium i vacciner.  Problemet med aluminium bliver for tiden behandlet ret intenst i internationale lægetidsskrifter pga. mistanken om, at det kan fremkalde autoimmune sygdomme og dermed varige gener. I 1998 gav aluminium i vacciner årsag til en nyopdaget sygdom kaldet MMF (Macrophagic Myofasciitis). Sygdommen beskrives som en muskelsygdom med tilhørende kronisk træthed forårsaget af den alt for kraftige immunstimulation, som aluminium kan forårsage. Altså en mulig autoimmun sygdom, som er kendt for at give tilbøjelighed til reumatiske lidelser, hvilket er en ret alvorlig sygdom hos dem, det rammer.

Det korte af det lange er, at jeg stadig er i tvivl! Jeg står overfor et valg på mit barns vegne, hvor jeg mener, jeg skal vælge med både hjernen og hjertet. For at kunne træffe et valg har jeg brug for fakta. Problemet er bare, at når jeg har forsøgt at skaffe information, er jeg ofte stødt på undren og fordømmende meninger. Men desværre er det svært at få tilstrækkelig og saglig information. En del viden mangler – især omkring alvorlige bivirkninger!

Sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece om vaccinationer. Men det er ikke nogen hemmelighed, at det er Sundhedsstyrelsens ærinde at få så mange vaccineret som muligt af deres anbefalede vaccinationer. Så de oplyser ikke tilstrækkeligt om de alvorlige bivirkninger, og de skyder efter min mening over målet med hensyn til vacciners effektivitet og nødvendighed.

Hvis man orker det, er denne artikel rigtig god læsning. Og så må jeg bare slå et slag for Vaccinationsforum. Derinde har jeg kunnet finde svar på mange af de spørgsmål, jeg føler, jeg skal have svar på, inden jeg kan træffe et endeligt valg om, hvorvidt jeg skal lade mit barn MFR vaccinere eller ej.

med emneordet , , , , , ,

1 persons handling – ÉN enkelt person!

Havde besluttet, at jeg ikke ville nævne, skrive eller læse noget som helst om den unge mand Omar, der i weekenden skød to mænd i København. Det ville være det samme som at stikke hånden ind i en hvepserede, og uanset hvad jeg sagde eller gjorde, ville der være læsere, der absolut ville misforstå mig.

I 2011 skød og dræbte Anders Behring Breivik 69 mennesker, hvoraf de fleste var børn. Den 7. januar 2015 blev avisen Charlie Hebdos redaktion i Paris angrebet af to mænd, der skød og dræbte 12 personer. Og søndag den 15 februar blev 21 egyptiske gæstearbejdere henrettet af IS i Libyen. Jeg kunne blive ved, men det er de tre hændelser, der lige nu står stærkest i min erindring. Og hvorfor det? Jo, fordi jeg bliver en kende træt af, at en fortabt ung mands skøre handling og desperation skal have så megen medieomtale og afstedkomme et massehysteri af dimensioner. Og NEJ (med stor fed streg under NEJ), man kan aldrig gøre sådanne handlinger op i liv! Men taget Breiviks handlinger, attentatet på Charlie Hebdo og henrettelsen af de 21 gæstearbejdere i Egypten i betragtning, så forstår jeg ikke, at flere tusinde mennesker skal samles i et fælles massehysteri og proklamere, at Danmark har været udsat for terror og har set muslimernes sande ansigt.

I har ikke set en skid andet end en fortabt ung mands gale!

Jeg prøver ikke at forstå ham, jeg prøver ikke at retfærdiggøre ham. Jeg beder bare folk om at slappe lidt af! Bliver fandeme så træt og trist til mode.

images

med emneordet ,

Ytringsfrihed og religion

Charlie

Hvis vi alle siger og gør, hvad vi vil i ytringsfrihedens tegn, hvem kan så bedømme, hvornår der er tale om ytringsfrihed eller radikalisering? Kan det tænkes, at ytringsfriheden er blevet vestens religion, og den derfor er for os, hvad religion er for andre?

En klog kvinde sagde engang til mig, at religion for hende var at turde at hensætte sin intellekt og det rationelle og have overbevisningen om, at al sammenhængskraft og forståelse er kærlighed.

med emneordet , , , ,

Har du billeder af dit barn liggende på de sociale medier?

Mange kan helt sikkert sige ja til dette spørgsmål- jeg selv inklusiv. Min mand frabedte sig tidligt, at vi lagde billeder op af vores søn på facebook. Det var selvfølgelig svært at overholde 100% og et par billeder kom der da også op, da min Facebook profil stadig var aktiv.

Der har den sidste tid været skrevet en del artikler om det at poste billeder af sit barn på de sociale medier. Mange af historierne går på, at barnet jo ikke har mulighed for selv at vælge, så for hvis skyld er det, at man lægger disse billeder op? Kan sagtens forstå man som forældre er mega stolt af sit barn, synes det er hamrende smukt og skal vise det frem for alle i vennekredsen (og verden). Jeg er selv ubeskriveligt stolt af min egen søn, og sender da også bunkevis af billeder til familie og venner. Men der stopper det som regel også.

Ligesom jeg er flittig bruger af Instagram, er jeg også flittig bruger af nettet og en flittig læser af diverse blogs. Elsker mangfoldigheden af blogs, fortællingerne, måden at skrive på og billederne der vises. Det er underholdning for alle pengene!

Hvad der dog skærer i mit hjerte, og ofte gør ondt helt ind i marven på mig, er når jeg støder på blogs eller profiler på Instagram, hvor der er postet billeder af børn i bad eller uden særlig meget tøj på. Jeg tænker ofte om tommelfingeren, i det øjeblik der blev trykket på ”send” knappen, fuldstændig overtog styringen af hjernen? Er man som mor (far) så forblændet af sit eget barns gøren og laden, at man ikke tænker over, hvem der kan sidde på den anden side af skærmen og se billedet af sit letpåklædte eller badende barn? Faktum er, at rigtig mange pædofile i dag finder deres billeder på nettet og de sociale medier. Og tanken om, at mit barn skulle ryge i kløerne på så sygt et menneske giver mig kvalme.

Jeg kan huske dengang jeg selv var barn. Der fik jeg at vide af mine forældre, at jeg aldrig måtte gå med en fremmed person. At jeg ikke måtte lade mig lokke af slikkepinde, små søde hundehvalpe eller et politiskilt. Det er nok svært at viderebringe de helt samme skræmmehistorier til min egen søn, for børnelokkeren med den farvestrålende slikpose og den pædofile er i dag rykket om bag computerskærmen. Jeg vil derfor lære min søn om brugen af de sociale medier. Men det betyder jo også, at det er noget, jeg skal lære mig selv. For de billeder jeg vælger at poste på Instagram af min egen søn kan jo i sidste ende gøre lige så stor skade, som hvis jeg selv som barn var gået med en fremmed mand.

Så kære mødre og fædre. Tænk over, hvor jeres næste billede af jeres barn på de sociale medier kan ende. Og hvordan ville du have det, hvis du en dag fandt ud af, at der lå billeder af dit barn på en fremmed, syg persons computer?

imagesE6U7H1VM

med emneordet , , , , , ,

Så døde min facebook

Har længe overvejet at slette min profil på facebook. Jeg erkender blankt, at jeg har brugt facebook flittigt som et snageværktøj, hvis jeg lige skulle  finde ud af, hvad alle andre fordrev deres tid med, blive opdateret på, hvad der skete af groteske ting ude i den store verden, komme af med vredesudbrud (nok mest de store af slagsen), få grineren over Ditte Okman og holde kontakten med vennerne i Japan.

Men da min væg mere og mere begyndte at minde om et antropologisk feltstudie i menneskelig adfærd og blev spamet til med reklamer fra DF og grimme billeder af Pia Kjærsgaard og hendes pik-næse, bestemte jeg mig for at lukke min profil ned. Jeg indrømmer, at mine egne ydgydelser og diskussioner til tider tog overhånd. Især da jeg pludselig så mig selv fanget i en debil diskussion med min bankmand og hans søn (jep, de var en del af min helt enorme vennekreds på facebook), der begge insisterede på, at FCK var en luderklub (???) og mildest talt var rasende over, at jeg ikke kunne glæde mig på AAB’s vegne, da de vandt pokalfinalen i fodbold. Aalborg var jo min fødeby, og det var derfor mine drenge, der havde vundet… Jeg må bare sige, at der trods alt grænser for, hvor mange drenge jeg kan have, og hvor meget lort min hjerne kan fordøje på en dag. Så min profil blev lukket ned.

Nu her 4 uger efter, kan jeg så småt begynde at savne lidt at kunne ønske tillykke til alle dem af mine venner og bekendte, jeg ved der yngler og popper det ene barn efter det andet. Jeg savner også at se, hvad vennerne i japan oplever af crazy ting og ikke mindst, hvad den danske kendispøbel fordriver deres sorgløse liv med. Til det har jeg jo heldigvis Instagram, som flittigt bliver brugt og udforsket.

Man siger, at det tager 6 uger at få sig en ny vane. Det tog mig lige præcis 5 min at erstatte facebook med Instagram. Så jeg forbliver nok facebook-løs noget tid endnu. Hvis jeg vil i kontakt med verden udenfor facebook, kan jeg jo altid sende en mail. Det er jo også så frygtelig hyggeligt at få post.

facebook

med emneordet , , , ,

Det der med at være brandmand og brænde sin job-bro

800px-MHE_-_KBH_Brandvaesen_brandbil

Jeg har altid haft en drøm om at blive brandmand. Brandmand og stewardesse. Men de dage, hvor man som stewardesse fløj til eksotiske himmelstrøg alt imens, man slubrede kølige drinks i cockpitet sammen med kaptajnen er nok ovre. Det er måske også derfor, at stewardesserne i dag er så eddike sure, sjældent smiler og ligner nogle, der mest af alt har lyst til at kaste enhver passager ud af flyet. Men forstår dem egentlig godt. Hvem gider spadsere op og ned ad små gange og servere vacuumpakket mad og tarvelig vin og spiritus fra små plastikflasker til overvægtige erhvervsfolk med pamper-dunk, stressede børnefamilier med skrigende unger på skødet og fattige studerende. Jeg gider ikke! Så derfor lever drømmen om at blive brandmand stadig.

Tænk lige at få lov til at iføre sig en uniform der lugter svagt af sod, tilbringe en hel arbejdsdag sammen med veltrænede mænd og suse afsted i en kæmpe brandbil. Og det er selvfølgelig mig, der sidder bag rattet og styrer bilen!

Mit arbejde er så langt fra brandmand, man overhovedet kan tænke sig. Jeg har 100% funktionærfingre og tilbringer det meste af min dag bag en computer. Er skam glad for mit job – gode kollegaer, inspirerende chef, dygtig ledelse, udfordrende arbejdsopgaver og et rigtigt godt arbejdsklima. Klager ikke! Især ikke taget i betragtning af, at jeg tidligere var ansat i en af danmarks største brancheorganisationer, hvor man mente, at det at være ansat var en ære i sig selv, og hvor man brystede sig med, at man aldrig fyrede folk… Bevares, det gjorde man da heller ikke, man glemte bare lige at nævne, at man i stedet valgte at gøre dagen for et sandt helvede for de ansatte, man ville af med.

Det er ikke en underdrivelse, hvis jeg siger, at det dårlige arbejdsklima drev ned af væggene. Folk bekrigede hinanden internt, viden var magt og noget, man bestemt ikke delte ud af, og kunne man svine en medarbejder til i plenum eller bagtale ledelsen eller sin nærmeste chef, var dagen ligesom fuldendt. Men det dårlige arbejdsklima skyldtes, ifølge den øverste ledelse, jo bare simpel kvindefnidder, så det var ikke noget, man valgte at gøre noget ved. Ved ikke om ledelsen (90% mænd) var totalt blottet for social intelligens og havde mistet al jordforbindelse, eller om de virkelig var så trætte af at høre på sekretærernes fnidder og sure opstød, at de til sidst var blevet immune overfor kvindefnidderen. Er tilbøjelig til at tro på det første, altså den om social intelligens og jordforbindelsen, især fordi jeg efter 3 års ansættelse ikke én eneste gang oplevede, at man rent faktisk valgte at gøre noget godt for de ansatte eller havde lært, at et godt arbejdsklima og positiv feedback afføder arbejdsglæde og produktivitet.

Men hvad kan man også forvente af en arbejdsplads, hvor man end ikke havde en overenskomst, og hvor det eneste der mindede om en HR-afdeling var en konfliktsky økonomichef sidst i trediverne med damerøv og en direktør, der for længst havde overskredet sidste salgsdato . Lad mig sige det sådan her… Jeg troede aldrig, at jeg skulle smække med døren, når jeg forlod en arbejdsplads. Men min respekt og arbejdsglæde var til sidst totalt forsvundet.

Så det endte ikke med en lykkelig skilsmisse eller en opsigelse i fred og fordragelighed. Det er nok også derfor, at jeg den dag i dag stadig viser bygningen min langemand, når jeg kører forbi. Og det vil jeg nok blive ved med at gøre i mange år fremover. Så drømmen om at blive brandmand og suse gennem København med fuld udrykning i en kæmpe brandbil lever stadig. Lige nu er det måske bare mest på et plan, hvor det skal være som frivillig i weekenderne. Min nuværende arbejdsplads er nemlig ikke et sted, hvor jeg hverken har lyst til at smække med døren eller vise min langemand.

imagesAMO4N071

med emneordet , , , , , , , , , , , , ,

3 afføringsoplevelser i 3 dage – 9 i alt!

Jeg blev så glad, da min søster nominerede mig på Facebook til at dele 3 UBEHAGELIGE oplevelser hver dag i 3 dage. Men det var ikke bare hvilke som helst ubehagelige oplevelser, nej det var skam 3 ubehagelige afføringsoplevelser!

Var tidligere blevet nomineret til at hoppe i havet i februar måned og var også blevet nomineret til at dele 3 positive oplevelser hver dag i 3 dage. Men ærligt, alle de nomineringer er latterlige, og jeg kan simpelthen ikke tage det seriøst. Der findes heller ikke et eneste menneske i denne verden, der får mig til at hoppe i havet alt imens, det bliver filmet, for så at ligge det op på facebook.

Men at dele mine afføringsoplevelser er en helt anden snak, og det skulle mine venner på Facebook da ikke snydes for.

1) Min afføring er aldrig ubehagelig- tværtimod.
2) Majs kommer stadig ud hele – også når man har rundet de 35 (år).
3) Min mand har lavet bandeskidning i dag

4) Allergi viser sig kun i form af løbende øjne og næse – heldigvis!
5) Er så glad for mit nye arbejde, at jeg ikke længere glædes ved at få penge for at skide.
6) Tænker ofte på, hvor mange der mon gik med voksenble på mit gamle arbejde. Er sikker på der var en hel del!

7) Har aldrig helt forstået “Flush Sound” i Japan. Er der lyd ved man, at sidemanden sidder og skider.
8) Det samme med Air Wick. Lugter der af billig parfume fra Harald Nyborg ved, at der lige er blevet skidt igennem.
9) Er meget glad for den veninde, der lærte mig om “mellemskyl”. Det er langt lettere end at skulle stryge en tændstik.

Wunderbaum++Touki+Delphine+LOG_WUNDER_1_

 

 

 

med emneordet , , , ,

Der står en stor lyserød elefant i glasbutikken!

Når man bliver mor, bliver man sat under lup. I mødregruppen hersker der en stiltiende konkurrence om, hvis barn der løfter hovedet først eller siger flest uforståelige lyde. I supermarkedet smugkigger mødrene i hinandens indkøbskurve for at se, om man har valgt de allergivenlige bleer fra Änglemark, eller om det er de tarvelige og billige bleer, der var på tilbud. Og babymaden, er den fra Lovemade eller vælger man den ikke økologiske fra Semper?
Stifteren bag Lovemade skriver på sin hjemmeside, at hun i den grad oplevede, hvordan verden blev smukkere og alting forandrede sig, da hun blev Mor (med stort M selvfølgelig). Jeg tænker, hvad nu hvis min verden ikke blev smukkere, da jeg blev mor? Hvis jeg køber stofbleer uden økotex farve eller vælger at købe babymaden på glas fremfor selv at stå og lave det hele fra bunden. Hvis jeg glemmer at give min baby D-vitaminer og jern eller jeg med længsel venter på, at han falder i søvn, så jeg kan få lidt tid for mig selv.

Da jeg blev mor åbnede himmelportene sig ikke, gud kastede ikke sit lys ned på min dreng, og jeg kunne ikke høre englesang. Jeg googlede ængsteligt “manglende moderfølelse” på nettet, men der kom ingen resultater frem. Hjemmesider og magasiner til gravide og nybagte mødre viste kun billeder af lykkelige familier i Ajaxrene hjem med glade babyer i armene (som i øvrigt alle kunne holde hovedet selv). Jeg sad med en dreng der kun vejede 1660 gram. Premature bleen var for stor, hans sut var beregnet til en dukke, og ud af hans næse hang en sonde. Amningen fungerede ikke på trods af, at adskillige ammekonsulenter i bogstaveligste forstand havde vist og fortalt, hvordan det skulle gøres og lægerne, ja de kom hele tiden for at tage nye blodprøver der skulle fortælle, om vores søn fejlede noget alvorligt.

Når jeg en sjælden gang stødte på en artikel i et blad om en mor, der havde stået i samme situation som jeg selv, endte det altid med, at der sidst i artiklen stod “men i dag er alting heldigvis anderledes, og nu har vi det fantastisk dejligt”. Det eneste jeg kunne tænke var, hvorfor der ikke var nogle der turde sige, at det var sindssygt hårdt og angstprovokerende at få kastet et barn i armene, og hvert eneste fiber i kroppen skreg over det pres, man lagde på sig selv for ikke fejle som mor. Hvorfor skulle artiklerne altid rundes af med en undskyldning om, at “alt det jo var dengang og slet ikke sådan, verden hang sammen i dag”? Det eneste jeg havde brug for var at vide, at der var andre der stod i samme situation som jeg selv. Men i stedet endte jeg altid med at sidde tilbage med en endnu større skyldfølelse over, at jeg endnu ikke var kommet dertil, hvor jeg ligesom dem i bladene kunne sige, at det eneste “problem” der eksisterede i min hverdag i dag var en ekstrem grad af moderfølelse og kærlighed og verden selvfølgelig var blevet et smukkere sted at leve.

I dag er det syv måneder siden, at vores søn kom til verden. Jeg vil ikke falde i samme fælde og slutte af som de gør i de pastelfarvede blade, der i sin tid efterlod mig med en endnu større skyldfølelse. I stedet vil jeg stille mig selv spørgsmålet, om fædrene mon udsætter sig selv for det samme pres som os mødre? Om de i lige så høj grad er bange for at fejle? Eller handler det hele i virkeligheden bare om, at vi møde har et ekstremt (ubevidst) behov for at positionere os selv som den perfekte forælder, og derfor slet ikke tør eller vil benævne den store lyserøde elefant i glasbutikken?

med emneordet , , , , , , , , , ,

Facebook er blevet vor tids gabestok

Sagen om Masho, pigen der blev adopteret fra Etiopien, har de sidste dage fået megen omtale i alle landets medier. Ministre er trådt i samråd og folket har talt – familien der adopterede Masho er ikke egnet som forældre. De er blevet kaldt alt lige fra usympatiske og menneskelige nitter til svin og monstre. De er blevet truet på livet, stenet, hængt og brændt. Hele sagen, forløbet og historien er skrækkelig, men de private adoptionsfirmaer (her DanAdopt) og regeringen bærer vel en lige så stor del af ansvaret? Er det rimeligt og etisk forsvarligt at lade private adoptionsfirmaer tjene penge på adoption og dermed profit på bortadopterede børn?

Vi glemmer alt for ofte, at journalistens opgave er at fortælle én historie, ikke nødvendigvis hele historien. Og så er det sådan set ligegyldigt, om journalisten arbejder for DR, TV2, Land & Folk etc. Men folkedomstolen har afsagt dom. Forældreparret dømmes til offentlig tilsvining i nutidens gabestok – facebook. I fremtiden skal de stå til skue og spot i hele deres liv og virke.

For mig er det tydeligt at alle involverede parter burde have tænkt sig om. Journalisten, forældrene, adoptionsbureauet, kommunen og TV2. Jeg ønsker fokus på adoptioner i stedet for kun at svine forældrene til. Sagen er tragisk, men i lige så høj grad som jeg føler med Masho, i lige så høj grad er jeg TRÆT af tankelammende følelsesinducerende TV.

med emneordet , ,
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.